top

 

 

belave

Kognitiv terapi for ”normale”?

Kognitiv terapi kan være særdeles effektiv til at afhjælpe psykiske lidelser, især angst og depression. Kognitiv terapi er uden sammenligning den terapiform, hvis effektivitet er bedst underbygget af forskningen i virkninger af forskellige behandlingsmetoder ved angst og depression. Kognitiv terapi er endda også mere effektiv end pillebehandling ved de fleste angst- og depressionslidelser. Det viser sig især på længere sigt, fordi der kommer færre tilbagefald i tiden efter terapien end med den noget højere hyppighed af tilbagefald i tiden efter en medicinsk behandling. I de senere år har man endda i flere tilfælde haft held til at afhjælpe skizofreni med kognitive metoder. Selv om skizofrenien må anses for i vid udstrækning at bero på en hjernelidelse, kan man åbenbart afhjælpe følgerne af denne hjernelidelse med kognitiv terapi – ligesom man ofte kan afhjælpe følgerne af en regulær hjerneskade (fx efter en trafikulykke) med kognitiv terapi og genoptræning. Men når nu denne kognitiv terapi kan gøre så meget gavn for mennesker med forskellige psykiske lidelser og handicap, så kunne man spørge, om den kunne gøre gavn for ganske ”normale” mennesker, så disse blev (endnu) mere glade, harmoniske og tilfredse med tilværelsen og måske endda mere effektive på jobbet?

Dette spørgsmål har en australsk-engelsk forskergruppe faktisk sat sig for at besvare, og det er, siger de, første gang, at nogen har underkastet spørgsmålet en grundig videnskabelig udforskning. Forskergruppen mente, at mange almindelige mennesker, der til daglig trives nogenlunde med sig selv og deres job, også kunne have sådanne uhensigtsmæssige, negative tanker
– og adfærdsformer, som man finder i større stil hos mennesker med egentlige psykiske lidelser, og derfor måske kunne have gavn af en form for kognitiv terapi for at få det bedre. De pågældende forskere ville dog rimeligt nok ikke tale om”tera-pi” for normale mennesker, men omtalte deres specielle behandlingsprogram som ”kognitiv træning”. Dette behandlingsprogram eller psykologiske træningsforløb blev tilbudt til ca. 200 af i alt 1000 ansatte ved et stort engelsk forsikringsselskab. Af de 200 indvilligede de 160 i at deltage i undersøgelsen, og disse 160 personer blev ved lodtrækning fordelt til en træningsgruppe og en kontrolgruppe, der ikke fik nogen træning, men blot blev undersøgt på samme tidspunkter som træningsgruppen.

Den kognitive træning i træningsgruppen foregik i grupper med ca. ti ansatte ad gangen og strakte sig over syv ugentlige møder a tre timer. Programmet fulgte en bestemt opskrift uge for uge: I det første møde blev deltagerne præsenteret for teorien bag det pågældende træningsprogram og blev i den forbindelse gjort mere opmærksom på deres egne tankeprocesser.
I det andet møde blev de trænet i at analysere en opgavesituation og sætte overkommelige mål. Ved det tredje møde blev de trænet i at afsløre selv flygtige tanker, der kunne give negative eller forstyrrende følelsesmæssige reaktioner i arbejdslivet. Det fjerde møde gik med at analysere og ændre uhensigtsmæssige tankemønstre, mens det femte møde gik med at afsløre dybereliggende, negative holdninger til eller ideer om én selv og arbejdslivet. Det sjette møde gik med at analysere den såkaldte attributionsstil, dvs. den måde, man for sig selv forklarer sine egne nederlag eller fiaskoer (og som i mange tilfælde fører til unødvendige, langvarige grublerier og nedtrykthed). Endelig gik den syvende og sidste gang med at øve ”eleverne” i selv at arbejde videre med de ting, de havde lært under træningen.
Før træningen, lige efter træningen og tre måneder senere blev både træningsgruppen og den ubehandlede kontrolgruppe bedt om at udfylde spørgeskemaer om: 1) Deres stresstilstand på jobbet, 2) Deres tilfredshed med jobbet, 3) Deres følelse af ”selvværd” på jobbet samt 4) Deres tanker om eventuelt at forlade jobbet. På alle fire områder så man klare fremskridt i træningsgruppen, så at de efter træningen var mindre stressede i dagliglivet, mere glade for jobbet og sig selv og mindre tilbøjelige til at tænke på at forlade jobbet. På intet af de fire punkter var der sket nogen tydelig ændring i kontrolgruppen. Det måske mest imponerende ved dette positive resultat i træningsgruppen var, at det holdt sig med helt uformindsket styrke ved efterundersøgelsen tre måneder senere, mens der heller ikke på dette tidspunkt var nogen ændring i kontrolgruppen. Kontrolgruppen blev dog ikke snydt for træningen for efter den sidstnævnte undersøgelse (tre måneder efter afslutningen af behandlingen i træningsgruppen) fik også kontrolgruppen tilbudt det kognitive træningsforløb, og umiddelbart efter deres træning i ”hensigtsmæssig tænkning og adfærd” fik også denne gruppe en lige så stor fremgang på alle fire punkter som den første træningsgruppe. Ud over blot at spørge de ”trænede” medarbejdere, om de tænkte på at kvitte jobbet, fulgte forskerne også alle de ca. 1000 ansatte i firmaet i halvandet år for at se, hvem der virkelig forlod jobbet. Det viste sig, at træningen også på dette punkt havde en vis effekt, idet procentvis noget færre i de to træningsgrupper forlod jobbet i denne periode sammenlignet med de resterende lidt over 800 ansatte i firmaet. Endelig hører det med til historien, at de ansatte efter ”behandling” med kognitiv terapi også fik mere arbejde fra hånden i arbejdstiden.

Artiklen stammer fra:
Forskningsnyt
Psykolog nyt •9• 2009; Forfatter: Thomas Nielsen